‎25. ‎marts ‎2011

Dag 7 - Tanzanias ødemark

Juhuuu! så fik jeg listet en etape sejr ind :-) I dag var 125km på den sædvanlige blanding af grus og mudder, heldigvis regnede det ikke for alvor igår så vejene var tørre og solen kom endda frem idag. Dagen startede med at jeg startede et par minutter senere end de racerene. Dagen skulle bare være endnu en hyggedag med Tori, Carrie, Kori, Steven, Adam og Luke. Men racerne var rigtig dovne idag og ligepludselig cyklede vi rundt i en kæmpe gruppe med dem. Frem mod frokost pressede jeg temoet en del da jeg skulle tisse :o) folk fulgte ikke rigtig med på nær Luke og jeg spurgte ham om idag ikke var dagen jeg skulle forsøge at stikke af. Han syntes et var en rigtig god ide og ved frokost placerede jeg min cykel strategisk så man ikke kunne se den derfra hvor man spiser. Efter en hurtig tunsandwich listede jeg om til min cykel og brændte den af det bedste jeg havde lært de næste 60km da jeg ikke er nær så hurtig som de andre heldigvis tog de det lidt med ro idag og jeg kom i mål lidt før 12 hvilket var en god time før den næste rytter landede.

Efter lidt kort restitution tog Tori, Carrie og Mika med med op i landsbyen for at fejre med en øl. Vi tog det første sted med plastikstole og kolde øl. Stedet havde godt nok alt for mange kvinder hængende omkring i forhold til mænd og vi opdagede hurtigt at vi var landet på et bordel. I Afrika er forskellen på barer og bordeller ikke stor. Vi blev hængende lidt og flere af Ryttere kom forbi og fik en øl/vand med os, efter 4 øl havde jeg dog nået mit max og måtte vakle hjem til teltet. Lige nu er jeg lidt træt og glæder mig ikke rigtig til morgen dagens Mando etape tiligengæld glæder jeg mig til hviledagen søndag og Malawi på tirsdag. Jeg håber også at lynene bliver i horisonten selvom de fylder ligelovligt meget af horisonten...

‎24. ‎marts ‎2011

Dag 6 i Tanzanias jungle.

Det er faktisk kun 4 dage siden jeg havde mit sidste brusebad... Fugt, varme, regn, mudder, støv og ca 120km på jordvej hver dag har gjort hvad det for at jeg ikke følger mig helt ren - Baby-wipes can only do so much ;-)

Vi har cyklet igennem et vildtreservat, hvor man skulle kunne se både elefanter og giraffer, indtil videre er der dog blev set intet af den slags. Tse-tse fluer (og deres vidunderlige bid i bagen når man cykler), edderkopper og sommerfugle er det tilgengæld blevet til rigtige mange af.

De sidste par dage har jeg oppet mit tempo betrageligt. Peter jeg normalt cykler med er ikke ligefrem en ørn på det løse underlag og hans jernhest med ødelagt suspension i forgaflen hjælper ikke ligefrem. I stedet kører jeg sammen med Kori, Tori og Carrie, nogle seje tøser der tør give den gas, samtidigt fungerer de udemærket som musik til cykelturen når jeg nu ikke har taget en Ipod med. Musikudvalget er dog begrænset til primært Wham og Bon Jovi. Adam som normalt er en af de rigtige hurtige kører også med men har valgt at tage en pause fra racergruppen og kører istedet med os. Den får dog også så meget gas at vi gerne kommer ind, som den næste gruppe efter racerne. Fra gear hjørnet skal det siges at de fleste i gruppen kører på 29'er mountainbikes som endnu engang excellerer i deres præstationer ligegyldigt hvilket terræn man smider i deres retning.

Hertil aften var en meget stor aften madmæssigt. Vi fik svinekød for første gang på turen! Bacon, pølser og kartoffelmos har aldrig smagt så godt som i den lille søvnige tanzanianske landsby. Det er nogle pudsige ting jeg savner hernede i Afrika.

Hverdagen hernede er også meget forskellig fra Danmark. Jeg står op senest kl 5.30, smører creme på numsen, som en af de første ting i at gøre sig klar til en ny dag. Kravler i noget cykeltøj, der gerne stadig er fugtig fra dagen før og mudret hvis man er heldig. Pakker alle sine personlige ejendele sammen i en duffelbag og slår sit gennemblødte telt ned. Lidt over 6 er jeg igang med at undersøge morgenbordet, er der tørmælk og muesli eller er det en eller anden for for grød, måske er deten af de rigtig gode dage med Nutella! 6.40 er jeg klar på min cykel til at giv den gas endnu dag, selvom den første km er en smertelig affære for ens bag...

‎19. ‎marts ‎2011

I dag startede vi på et 8 dages stræk på cyklenen. De 7 af dem på grus, som jeg normalt elsker, men ligenu er vi i regntidsramte Tanzania og mine dæk har ikke mønster til ret meget mudder. Vi må se hvordan det går imorgen.

Ellers har jeg nydt de sidste tre dage, hvor vi har holdt fri i Arusha. Jeg indlogerede mig på Karama Lode. Et lækkert sted, hvor man bor i hytter på en bakke skråning. Hver Hytte har en altan og er på høje træstolper, så man føler man har det hele for sig selv. Selve hytten er toilet, stort bad og en kæmpe seng, helt sikkert et sted en sød pige skal med hen engang.

Mine fridage startede ikke så godt. De to cykel dage fra Nairobi havde jeg haft det ret skidt. svimmel, synsforstyrrelser, feber og ondt i halsen, men havde kæmpet mig igenne de 280km fordi der ventede 3 hviledage i den anden ende. Da jeg endelig havde fundet mig ti rette i min hytte kollapsede jeg fuldstændig på sengen og kom ikke mange steder resten af dagen eller natten. Næste morgen havde jeg det bare endnu være og halspinen gjorde bare det at drikke vand til en prøvelse jeg havde svært ved at klare. Heldigvis rendte jeg ind i Alice en anden TDA rytter på vej tl receptionen og hun tog med mig på hospitalet. På hospitalet fandt jeg ud af at jeg ikke havde malaria og at jeg hat tabt 5 kg siden turen startede. Ellers sjussede vi os frem til at mange af mine symptoner nok kom sig af at cykle så langt over to dage uden rigtig at spise noget, samtidigt havde jeg begyndt på Pencilin samme morgen som jeg skulle fortsætte med. I løbet af dagen fik jeg spiist mere og desto mere mad jeg fik ned desto bedre fik jeg det. Dag 2 og 3 gik med at få det endnu bedre og nyde den gode mad som et turiststed, som Arusha kan byde på.

Lige nu har vi heldigvis tørvejr, men idag var første dag i Afrika på cykel, hvor det regnede mens vi sad på den. Det var en lille forsmag på hvad der kommer den næste måned hvor vi bevæger os i regnvejrbæltet. Alt bliver gennemblødt når sluserne bliver åbnet, fingrene bliver følelsesløse fordi temperaturen falder til omkring de 20 grader, man fryser og tænker holder det op igen, for vi har fået at vide at det let kan regne en uge her uden at stoppe. Det håber jeg godt nok at vi bliver forskånede for.

‎9. ‎marts ‎2011

Efter 4 dage, der har taget os igennem et nordkenyansk helvede af grus, lavasten (der mest af alt minder om dækhøvle) vaskebrætsveje, højtempertaurer og en luft så tør at en flaske vand fordamper for øjnene af dig (og jeg elskede det hele), var det endelig tid til lidt asfalt igen i dag. For mange va det en dag de havde set meget frem til. Det ændrede sig hurtigt...

Asfalten startede der hvor vi forlod campen. solopgangen var noget af det mest fantastiske jeg har set på rejsen, Savannen blev oplyst af i et hav af røde og gule farver fantastisk. Modvinden var desværre også betragtelig, så Liam, Peter og jeg bestemte os for at sætte lidt fart under kedlerne, og forsøgte at fange nogle af de folk som lå foran os. Modvind er meget nemmere at klare hvis man kører i en stor gruppe. Vi fik ret hutigt banket en gruppe sammen på 10 dygtige ryttere. Farten var god og ret hurtigt sad vi og nød en kølig cola med 45 af dagens 158km gennemført.

Så tog dagen en ellers megete uventet drejning. Først stoppede rytterne der ligger i top 5 op og fik en cola sammen med os, noget de aldrig har gjort før (og de så meget uvante med den nye oplevelse). Det næste fandt jeg så ud af da jeg nåede frem til frokost...

5km før vores Coke stop lå der 4 mand på lur med Kashlanikov og Garant rifler. Vi kørte hurtigt og var blandt de første 30 ryttere. Dem der om bagefter var ike lige så heldige. Den første pige, som de prøvede at stoppe er amerikansk soldat. Hun gassede op og drønede igennem deres trusler, hun slap igennem men fik kastet både spyd(ja, de var klædt i stamme tøj med store perlekæder og sjove ting i ørerene) og sten efter sig. Heldigvis var det kun stenen der ramte. Stenen har sandsynligvis forårsagt et brækket ribben hos hende men hun har det efter omstændighederne godt.

Efter hende kom der en gruppe på 6 mennesker, som alle blev stoppet og revet af cyklerne, smidt på jorden og røvet ved højlys dag. Røverne var meget aggresive, skød i luften og løbets ældste kvinde fik en geværkolbe i ansigtet. Røverne gik primært efter penge, mad og vand, så pas og visakort blev ligende på jorden. Alle 6 ryttere slap med små skrammer og mistede kun rede penge, kameraer, camelbaks, drikkedunke og energibarer.

Jeg fik først dette at vide ved frokost(85km). Vi fik også at vide at dagens etape var aflyst og man kunne hoppe på lastbilerne når de nåede frem til frokost. Da vi havde tygget lidt på nyheden var vi alligevel en stor gruppe på omkring 20 der valgte at cykle etapen færdig, Dels fordi der ikke ville være plads til 60 ryttere i 2 lastbiler og Især fordi jeg er kommet til Afrika for at cykle fra den ene anden. Overfaldet blev selvfølgelig meldt til myndghederne og i løbet af et par timer havde vi omkring 10-15 militær køretøjer kørende op og ned af vejen for at patruljere.

Nord Kenya er et farligste område, som Tour d'Afrique begiver sig igennem. Lokale stammer bekriger hinanden og somaliske landevejspirater har tidligere hærget vejene. For tiden skulle det hele dog være rimeligt ok. Desværre har området været ramt af en rigtig hård tørke især det stykke vi kørte hertil morgenen har været skidt ramt, så røverne har sandsynligvis bare været lokale landmænd, som har været meget desperate.

Fuldstændig modsat fra hvad andre oplevede havde jeg en fantastisk dag i dag(fandt først ud af hvordan det hele hang sammen da jeg nåede lejren). Jeg nød dagen colaerne i de små byer, vi ramte den første større by i Kenya (Ilosi), jeg var på internet(stærkt med 1-1 Silkeborg!), vi fandt chokolade is, cyklen blev vasket af en fyr som normalt vasker biler og i lejren var der brusbade.

Imorgen er løbet også aflyst og vi tager en stille og rolig dag med kun 76km på programmet.

‎2. ‎marts ‎2011

En dag gør en stor forskel i Afrika. I går var en Mando(tory)-Day, der er 12 af dem og de er nogle af de hårdeste dage på touren. Det var vores første Mando-day på grus. På grus kan jeg følge med de hurtigste folk på touren så længe vi kører lige ud eller nedad. Etapen var 100km på grus med en rigtig sej og lang stigning fra 65km til 85km. Jeg havde ikke lyst til at sidde derude og stege hele dagen og gav den derfor fuld gas fra morgenstunden udfra en ide om at komme så langt så muligt før temperaturen nåede over 40 grader. Jeg fløj afsted de første 50km og nåede frem til frokost, som en af de første. Til frokost havde de Nutella og friskt brød så jg blev hængende lidt og Paul og Paul, som er nummer 1 og 2 i løbet nåede op og jeg tog afsted til frokost sammen med dem. Jeg fulgte fint med dem indtil vi ramte stigningen og der begyndte kræfterne at slippe op og jeg måtte lade dem køre, mens jeg stoppede for en forfriskning. Resten af turen var en lang og hård stigning med en forfærdelig modvind der gjorde at jeg let kørte omkring 10km/t. Jeg nåede toppen gav den så meget gas jeg kunne nedad men var efterhånden godt brugt. Jeg nåede i mål som nummer 7 hvilket jeg var godt tilfreds, da jeg godt vidste at stigningen ikke lige var mit speciale. Lejren var for engangsskyld lagt på et hotel, så det gode resultat blev fejret med cola og cheesburger.

I dag har været lig modsat. Hele natten brækkede og sked jeg væk og hele mt system var fuldstændigt tømt om morgenen. Jeg kunne ikke få morgenmaden ned og dagens etape var 130km på dårlig asfalt, med masser af bakker og en rigtig træls modvind. Jeg kravlede på cyklen og hvert et led i min krop gjorde ondt, overkroppen var træt efter alle rystelserne, musklerne var tomme for energi da jeg ikke kunne holde noget i mig og hovedet var svimmel pga dehydrering. Det eneste gode var at jeg formåede at holde en energibar og en ½ liter rehydreringsvæske nede. I dag var ren overlevelse, jeg blev velsignet med en punktering og måtte lade Peter og Kendra fixe den for mig da jeg hverken kunne få dæk af eller havde kræfter til at pumpe. Ved 70km var der frokost og jeg fik klemt en halv honingmad ned og en flaske energidrik ned. Bagefter tog jeg lige 15 minutter på langs før jeg fortsatte dagens kamp med at sidde på Peters hjul. Heldigvis var han sød nok til at trække mig hele vejen hjem. Efter frokost ramte vi en 10km lang stigning, som var rigtig hård at komme over for os begge, men stille og roligt begyndte jeg at få lidt kræfter mens vi kørte op. På toppen lå et gammelt italiensk fort hvor vi fik selskab af Bastian en anden hollænder. 3km ned af bjerget ramte vi Mega (fedt navn til en landsby med 1-2000 indbyggere). Her tog vi et cokestop på en lille bar fyldt med søde mennesker og drevet af en utrolig smuk Etiopisk pige, så her blev vi hængende indtil Elvis (meget sort og fra Tanzania) kom forbi. Han kørte sweep og skal sørge for at alle ryttere er foran ham. Vi forlod Mega city og kørte ud på en stor savanne hvor Elvis gav den som biologilærer mens han stod prikkede til et termit bo. Resten af turen hjem var kun krydret af dust devils og to gange hvor der gik en sky for solen.

Dagen endte godt jeg kom i mål og er stadig EFI. Men imorgen rammer vi Kenya og noget af det værste vi skal køre på under hele touren, noget mine begyndende saddel-sår helt sikkert ikke vil bryde sig om, så vi må se...

‎25. ‎februar ‎2011

Jeg har holdt en lille pause med skrivningen, primært fordi Blogspot.com ikke virker i Etiopien og jeg derfor ikke kunne uploade. Men også fordi vi har haft hviledag i Addis Abba, hvor jeg for første gang på hele turen fik rigtig god mad (og meget af det), samtidig var der internettet godt nok til at uploade videoer, hvilket jeg synes er langt sjovere at lave og jeg håber også i synes de er sjove at se på.

Jeg brugte primært vores hviledag i Addis på at forkæle mig selv. Det blev dog også til en tur på etnologisk museum. Et museum som Lonely Planet fremhæver, som et af de bedste museer i Afrika - Jeg behøver ikke se flere museer i Afrika... De fleste af de ting som museet udstillede har vi allerede set brugt i virkeligheden mens vi har cyklet rundt i landet. Cafens Chokoladekage og søde servitrice var dog klart billettens 6 kr værd. Resten af tiden rendte vi rundt, som slaver af Lonely Planets restaurant guide og nød at der var restauranter med europæisk kvalitet i byen.

Efter Addis er turen gået sydpå og imorgen rammer vi Aba Minch, som er vores sidste hviledag i Etiopien. Dagene har været gode selvom jeg lige måtte kæmpe mig igennem endnu diarre. Alligevel opfatter jeg mig selv som heldig. Igår havde TDA valgt at ligge lejren i et sandbrud, lige ved siden af en stor by. Det betød masser af irriterende støv og ca 200 tilskuere til vores gøren og laden. Næste morgen manglede 4 mennesker deres cykelsko blandt andet den anden Kim. Heldigvis har nogle folk medbragt ekstra cykelsko som de har lånt ud, men hvis skoene forsvinder med samme fart så cykler vi snart i bare fødder. Og ja vores lejr er afgrænset af en snor og vi har vagter på, men det hjalp åbenbart ikke.

Ellers er jeg ved godt humør og synes efterhånden Etiopien er et helt fantastisk land. Der har været nogle dårlige oplevelser her, men en fantastisk natur og utrolig mange glade og søde mennesker har for mig overdøvet de dårlige indtryk. Mange af de andre folk på turen har det langt hårdere og fået smidt langt flere sten efter sig end mig, men efter min mening er det lidt deres egen skyld, da alt for mange af dem reagere med frygt og aggressivetet på børnene og børnene er for det meste bare nysgerrige og glade, men spejler lynhurtigt dine reaktioner på vejen.

I andre nyheder kan det nævnes at vi efterhånden minder lidt om et mobilt alderdomshjem, der bliver mest snakket om mad, hvordan den ser ud når den kommer ud igen og hvor tit den kommer ud... Mange folk hænger med næbbet og kører på lastbilerne i dag måtte vi også sige farvel til 2 ryttere som har valgt at tage "fri" 14 dage for at komme sig over deres sygdomme den ene er taget hjem til Holland for at få eksperter til at se på hans betændte arm. Den anden er taget til Zanzibar for at pleje en mave der ikke vil blive rask. Vores Yoga instruktør har også været hårdt ramt og det over en uge siden vi sidst havde Yoga men hun var heldigvis frisk nok til at gennemføre yoga i dag :-)

‎20. ‎februar ‎2011

Vinden rusker og puster i mit telt hvis den kunne ville den blæse mig ud i den kæmpekløft som jeg ligger på toppen af, men de 2 pløkker jeg har sat i mit telt skal nok holde alt på plads! jeg elsker mit MSR Hubba Bubba telt :-) Det er rumeligt, let, super hurtigt at sætte op og tage ned og når det er rigtig varmt fungerer indertelte bare som et stort moskitonet og jeg sover under stjernerne - det er dog ikke særligt godt i sandstorme...

Dagens etape var en lille cykeltur på 88km, Tourens højeste punkt var dog på dagens rute. Det er søndag idag og det opdagede vi ved at kirkerne hernede begyndte at messe kl 4 imorges og de bliver ved ihvertfald til kl. 5.40 hvor jeg stod op, børnene langs vejen havde også lidt pænere laser på idag. Omkring kl 9. stoppede vi for at få noget morgenkaffe. Baren vi stoppede ved viste sig at være det lokale Champions League bar med bænke og plads til projektor i baglokalet. Mens vi sad der og nød 1-2-3 macchiatoer kom jeg til at tænke på om FCK mon har spillet og hvordan det er gået?

Efter Macchiatoerne drønede vi videre til frokost som var lagt på det højste punkt 3160m, ilt mangelen har man efterhånden vænnet sig til på cyklen, men alt andet kræver store kraftanstrengelser i denne højde. Efter hånden kan jeg godt mærke at jeg ikke laver andet end at cykle, at gå op af trapper kan syre mine ben fuldstændig til men 150km på cykel i det etiopiske højland er barnemad...

Lejren vi sover i, er lagt på kanten af en kløft næsten ligeså imponerende, som Rift Valley igår Jeg skyndte mig at slå telt op på første parket, der var masser af plads, da de andre ryttere er bange for at falde ned... tsk... tsk... der er faktisk ret langt hen til 2-300 meters frifald herfra...