En dag gør en stor forskel i Afrika. I går var en Mando(tory)-Day, der er 12 af dem og de er nogle af de hårdeste dage på touren. Det var vores første Mando-day på grus. På grus kan jeg følge med de hurtigste folk på touren så længe vi kører lige ud eller nedad. Etapen var 100km på grus med en rigtig sej og lang stigning fra 65km til 85km. Jeg havde ikke lyst til at sidde derude og stege hele dagen og gav den derfor fuld gas fra morgenstunden udfra en ide om at komme så langt så muligt før temperaturen nåede over 40 grader. Jeg fløj afsted de første 50km og nåede frem til frokost, som en af de første. Til frokost havde de Nutella og friskt brød så jg blev hængende lidt og Paul og Paul, som er nummer 1 og 2 i løbet nåede op og jeg tog afsted til frokost sammen med dem. Jeg fulgte fint med dem indtil vi ramte stigningen og der begyndte kræfterne at slippe op og jeg måtte lade dem køre, mens jeg stoppede for en forfriskning. Resten af turen var en lang og hård stigning med en forfærdelig modvind der gjorde at jeg let kørte omkring 10km/t. Jeg nåede toppen gav den så meget gas jeg kunne nedad men var efterhånden godt brugt. Jeg nåede i mål som nummer 7 hvilket jeg var godt tilfreds, da jeg godt vidste at stigningen ikke lige var mit speciale. Lejren var for engangsskyld lagt på et hotel, så det gode resultat blev fejret med cola og cheesburger.
I dag har været lig modsat. Hele natten brækkede og sked jeg væk og hele mt system var fuldstændigt tømt om morgenen. Jeg kunne ikke få morgenmaden ned og dagens etape var 130km på dårlig asfalt, med masser af bakker og en rigtig træls modvind. Jeg kravlede på cyklen og hvert et led i min krop gjorde ondt, overkroppen var træt efter alle rystelserne, musklerne var tomme for energi da jeg ikke kunne holde noget i mig og hovedet var svimmel pga dehydrering. Det eneste gode var at jeg formåede at holde en energibar og en ½ liter rehydreringsvæske nede. I dag var ren overlevelse, jeg blev velsignet med en punktering og måtte lade Peter og Kendra fixe den for mig da jeg hverken kunne få dæk af eller havde kræfter til at pumpe. Ved 70km var der frokost og jeg fik klemt en halv honingmad ned og en flaske energidrik ned. Bagefter tog jeg lige 15 minutter på langs før jeg fortsatte dagens kamp med at sidde på Peters hjul. Heldigvis var han sød nok til at trække mig hele vejen hjem. Efter frokost ramte vi en 10km lang stigning, som var rigtig hård at komme over for os begge, men stille og roligt begyndte jeg at få lidt kræfter mens vi kørte op. På toppen lå et gammelt italiensk fort hvor vi fik selskab af Bastian en anden hollænder. 3km ned af bjerget ramte vi Mega (fedt navn til en landsby med 1-2000 indbyggere). Her tog vi et cokestop på en lille bar fyldt med søde mennesker og drevet af en utrolig smuk Etiopisk pige, så her blev vi hængende indtil Elvis (meget sort og fra Tanzania) kom forbi. Han kørte sweep og skal sørge for at alle ryttere er foran ham. Vi forlod Mega city og kørte ud på en stor savanne hvor Elvis gav den som biologilærer mens han stod prikkede til et termit bo. Resten af turen hjem var kun krydret af dust devils og to gange hvor der gik en sky for solen.
Dagen endte godt jeg kom i mål og er stadig EFI. Men imorgen rammer vi Kenya og noget af det værste vi skal køre på under hele touren, noget mine begyndende saddel-sår helt sikkert ikke vil bryde sig om, så vi må se...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar